Julemærkehjemmet

Tiden på julemærkehjemmet var helt ubeskrivelig.
Lige fra ventetiden til at jeg skulle derhen, til den dag jeg skulle sige farvel.

Det var jo et helt nyt kapitel der skulle tages hul på - og jeg var helt alene om det. Jeg havde ikke bare lige min mor og far, jeg var helt alene sammen med de andre børn og pædagogerne. Men de voksne på julemærkehjemmet gjorde virkelig et stort arbejde i at få os børn til at føle os godt tilpas, og jeg fik hurtigt nogle gode venner.

Det var en hel anden verden og det var svært i starten at vænne sig til at dyrke motion og spise sundt, men der var ikke noget valg og man kunne ikke slippe. Men hurtigt blev det hverdag og selvtilliden voksede i takt med at vægten gik nedad. 

Det sværeste for mig var at skulle undvære min familie imens jeg var væk. Vi fik lov til at snakke i telefon en gang om ugen og hver anden weekend fik vi lov til at komme hjem. Heldigvis var min familie og skolekammerater gode til at sende breve til mig og jeg blev flittig til at skrive tilbage. 
Der var altid glæde ved bordene når frokosten var spist og vi skulle have breve. 

Dagene på julemærkehjemmet gik med skole, motion, mad, hygge og filmaftener, og tiden gik rigtig hurtigt. Pludselig var de 2. måneder gået og det var tid til at sige farvel. Det var hårdt at skulle sige farvel til en hverdag man har haft de sidste 2 måneder, og mange af os måtte da også knibe et par tårer. Heldigvis har julemærkehjemmet 2 årlige arrangementer med sommerfest og julemærkemarch. 

Jeg lærte utrolig mange ting da jeg boede der, og jeg ville ikke bytte det for noget som helst.
Det var en helt særlig oplevelse, jeg blev meget mere selvsikker og jeg synes at alle børn uanset overvægt eller ej burde prøve sådan et ophold, i det mindste for at få styrket deres selvtillid.