søndag den 10. marts 2013

DDV - De Danske Vægtkonsulenter

Hos vægtkonsulenterne er der et helt særligt sammenhold - man er alle i samme båd og man kan dele ud af sine erfaringer. Det er helt fantastisk at være i et rum hvor man ved at de andre kender til det at kæmpe med de ekstra kilo.

Da jeg startede, begyndte min mor der også for at støtte mig., og det hjalp rigtig meget. Det var dejligt at kunne snakke sammen om den nye kostplan og at kunne dele gode råd og ideer.Men hun var ikke lige så overvægtig som jeg var, og derfor stoppede hun da hun havde tabt sig 15kg. På det tidspunkt havde jeg selv tabt 10-12kg og jeg var godt igang med min nye livsstil. 

Hos vægtkonsulenterne får du et kostprogram du skal følge. Det består primært af at spise masser af magert kød og grøntsager, og at undgå brød, pasta og slik. I starten kan det virke uoverskueligt, især fordi man skal veje sin mad hele tiden, men efterhånden som man kommer ind i det og lærer hvordan man skal spise, bliver det nemmere og man kan eksperimentere lidt mere med nye  opskrifter .  

I starten fulgte jeg kostplanen nøje, og jeg turde næsten ikke spise andet end det der stod jeg skulle spise. Derfor var det også ret besværligt når jeg blev inviteret ud og spise: Har jeg nu taget på til næste vejning? Må jeg mon godt spise det her?.. Det gjorde at jeg havde rigtig dårlig samvittighed når jeg kom hjem, og jeg måtte ofte ligge med hovedet i toilettet for at lette min samvittighed. Jeg vidste at det var dumt. Derfor er det utrolig vigtigt at give sig selv lov til at gå ud og spise. Det handler ikke om hvor hurtigt man taber sig, men det handler om at gøre sin nye livsstil til en del af sin hverdag. Det er noget man skal leve med resten af livet - om man vil det eller ej. For mig at se findes der ingen gyldne mellemveje - det handler om hårdt arbejde og om at lære at leve med den nye kostplan. I starten vil det altid være hårdt, og det kan være svært at holde fast. Men jo mere man taber sig og når man ser resultatet på vægten, jo gladere bliver man for det og jo mere overskueligt er det at tabe sig.  

Nu har jeg gået hos vægtkonsulenterne i et halvt år og tabt mig 20kg og jeg kunne ikke være gladere for min beslutning. Jeg er blevet et meget gladere menneske, jeg er endelig begyndt at kunne lide min krop og jeg undgår ikke længere spejlet.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar