Elsk din krop

Igennem det meste af mit liv har jeg været utilfreds med min krop. Jeg har været overvægtig det meste af mit liv og jeg har altid følt mig stor og klodset. I folkeskolen vidste jeg godt at jeg var for tyk. Jeg kunne se at mine andre klassekammerater var tyndere end mig og var bedre til gymnastik end mig. Jeg havde det rigtig skidt med mit udseende og jeg følte ikke at jeg passede ind.

Det fulgte med mig i mit teenage- og voksne liv. Selvom jeg flere gange har tabt mig, har jeg stadig været utilfreds og ville gerne tabe mig mere. Jeg har aldrig kunne finde mig til rette i min krop og det kunne jeg også godt mærke når det kom til at have kærester. Selvom jeg altid har stolet på en kæreste, når han har fortalt mig at han kunne lide mig som jeg var, følte jeg mig stadig ikke tilfreds og jeg skammede mig over min krop, til trods for at jeg i perioder har været på min idealvægt. Jeg kunne ikke nyde min krop, jeg kunne ikke lide at skulle smide tøjet foran andre, endda ikke kærester.
Jeg brød mig ikke om at andre skulle se min krop - jeg var overbevist om at andre folk synes jeg var stor og ulækker.

For et år siden mødte jeg en rigtig sød fyr som jeg blev kærester med. Vi var kærester i 8 mdr. og da jeg mødte ham, ville jeg ikke slæbe ham ind i min verden og besættelse af sundhed og vægttab. Helt uden at tænke over det, begyndte jeg at spise de samme ting som ham. Det var tit mig der købe mad ind til os og jeg ville ikke servere de ting til ham som jeg selv ville spise som f.eks. salater, grøntsager, skyr, frugt mm. Jeg var bange for at han ville tænke at jeg er en sundhedsfreak der går for meget op i kost og kalorier. Det blev hurtigt til en dårlig vane, og idag står jeg tilbage med resultatet af et forhold på 8 mdr - nemlig 15 ekstra kilo på kroppen.

Det har altid pint mig at jeg har sådan et forhold til min krop. Jeg vil rigtig gerne lære at kunne elske min krop, uanset størrelse. Jeg ved at jeg vil have en elevatorvægt resten af mit liv og at jeg derfor altid vil skulle tænke over hvad jeg spiser. Derfor er jeg begyndt at acceptere at det er sådan mit liv nu en gang er - at jeg altid vil have lidt ekstra kilo på sidebenene og at jeg altid vil skulle passe på. Det kan jeg mærke at det har hjulpet mig en hel del - rent psykisk. Jeg tænker ikke så meget over min krop og jeg kigger ikke lige så meget på min krop i spejlet. Når jeg endelig ser mig selv i spejlet, er det nu nogle helt andre tanker jeg har, end jeg havde før. Før i tiden kunne jeg stå og tænke "Bare du kunne tabe 10 kg. til - Ih hvor er du blevet tyk nu - Tag dig sammen - ingen vil have dig når du er så tyk"

Sådan nogle tanker har jeg slet ikke nu. Jeg kan godt tage mig selv i ind i mellem at ønske at jeg var på min idealvægt som for et år siden. Men jeg kan sagtens acceptere at jeg har taget på, og det er en lettelse at slippe for de selvødelæggende tanker og føle sig i et med sin krop. Jeg vil naturligvis gerne stadig ned på samme vægt som jeg var for et år siden, men jeg har fuld tiltro til at det nok skal ske når tiden og overskuddet er til det. Jeg var i starten bange for at jeg ville ende på det magiske tre cifrede tal på vægten. Men det er jeg ikke længere. For jeg ved at jeg vil kunne stoppe det, inden det når så langt. Jeg har formået at bremse min vægtøgning og så længe at jeg kan det, har jeg fuld tiltro til at jeg vil kunne tabe mig igen når tiden er inde.

Jeg tror på at du er nødt til at elske dig selv og din krop før du kan tabe dig og få en naturlig vægt som du vil kunne holde mere eller mindre resten af livet. Jeg tror mange (inklusiv mig selv) har en tendens til at trøstespise, lige så snart vi får ondt af os selv. Jeg har været rigtig god til at blive ked af min krop og mig selv, og i stedet for at gøre noget ved det, har jeg tit trøstet mig selv med slik, chips, kager og cola. Jeg kan stadig have en trang til slik og søde sager, men jeg tror stadig det er nødvendigt at huske at elske sig selv og lade være med at straffe sig selv for at være for tyk. Det er der ingen mennesker der fortjener at tænke sådan om sig selv