Det var jo langtfra dans på roser.
- Jeg blev nemt forpustet
- Jeg havde svært ved at finde pænt tøj
- Jeg havde svært ved at finde kærester
- Jeg kunne ikke li min krop
og så mange andre ting som i sikkert kender alt til ..
Men igår så jeg et program om overvægtige fra Missisipi som er USA's "fedeste" stat.
Det handlede kort og godt om to lettere buttede kvinder fra London skulle til Missisipi og bo hos nogle af USA's mest overvægtige kvinder - den ene vejede 250kg.
Det var ret uhyggeligt at se den kvindes liv - hun kunne ingenting selv. Hun kunne knapt nok gå ud til sin postkasse. Hun kunne hverken rede sit hår, ordne sine fødder eller tage tøj på selv.
Hvilket sølle liv er det at ha? Jeg har så forfærdelig ondt af hende - at hun ikke gør noget ved det NU inden det er for sent.
Hendes mor var nok den værste - hun var også ret overvægtig og havde oven i købet diabetes. Hun er blevet frabedt salt og fedt. Alligevel sidder hun og spiser grisehud sejlet i fedt, og spiser 3 portioner mad, godt med salt på. Hun siger selv hun godt ved det er forkert - Men alligevel fortsætter hun ..
Hvordan kan man få sig selv til det?
Det får mig til at tænke på mig selv - hvorfor har jeg tilladt mig selv at spise mig så stor og tyk?
Hvad gik der galt? Er jeg "bare" en almindelig mad elsker eller har der været en dybere grund?
Mit eget bud er at jeg har spist som jeg har gjort, fordi jeg har set min egen familie gøre det og jeg har ikke kendt til andet. Men jeg har så heldigvis været bevidst om at det var forkert, og i det mindste prøvet at gøre noget ved det.
Det motiverer mig meget at tænke på (: ..
Her kommer lidt før-efter billeder til inspiration ... :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar